Peter N. Jensen

Energirådgiver

”Jeg leverer helt konkrete besparelser til kunden.”

Regionen

SEAS-NVE er en virksomhed med dybe rødder i vores region, og vores formål er at skabe værdi for andelshaverne i regionen, og den forpligtelse og det ansvar tager vi dybt alvorligt. Aktiviteterne i 2010 har været med til at understrege vigtigheden af denne relation.

Fibernet
Aktiviteterne forbundet med fibernet er i høj grad med til at udvikle regionen og fremme beskæftigelsen i regionen. Det øgede fokus på forretningsområdet fibernet har givet anledning til ca. 25 nye arbejdspladser i 2010 og vil i 2011 betyde yderligere ca. 25 arbejdspladser. Hertil kommer den afledte effekt hos underentreprenører, som også kan mærke den øgede aktivitet.

På længere sigt er fibernettet med til at sikre regionens udvikling generelt. I 2010 opstod begrebet ”Udkantsdanmark”, som betegner geografiske områder i Danmark, der er tyndt befolket og præget af svagere vækst end resten af landet i flere henseender. I SEAS-NVE’s forsyningsområde findes nogle af de egne i Danmark, der hører under Udkantsdanmark, og SEAS-NVE føler det som en regional forpligtelse at understøtte udviklingen på de områder, det er muligt. Med fibernettet gøres det attraktivt for virksomhederne at slå sig ned i yderområderne. Samtidig bliver det mere attraktivt at bosætte sig der, og det giver mulighed for hjemmearbejde og mindre pendlen ind til de store byer, hvilket er en gevinst for klimaet. Fibernettet med sin store hastighed og båndbredde samt driftstabilitet giver nye muligheder for fjernundervisning, møder i cyberspace, fjernmedicinering og andre servicer, som gør det nemmere at bo i ”udkantsdanmark”.

Sponsorater
I lighed med tidligere år har SEAS-NVE også i 2010 indgået i en række regionale og lokale sponsorater. Den regionale forankring er et bærende element i den svære udvælgelse af aktiviteter, som virksomheden går ind i. Derudover skal aktiviteten stemme overens med SEAS-NVE’s værdier. En ny aktivitet på listen over sponsorater i 2010 var Kommunedysten, hvor der blev sat fokus på borgernes sundhed. Seks kommuner meldte sig til at dyste mod hinanden om at gå, cykle, løbe, løbe på rulleskøjter etc. den længste distance pr. borger. SEAS-NVE vil gerne være med til at tage ansvar for sundheden i regionen, og støttede ydermere Hjerteforeningen. Et større nyt sponsorat var Roskilde Festival, som er et spændende samarbejde, fordi festivalen interesserer sig meget for klima, og hvilke CO2-fodspor festivalen sætter. SEAS-NVE sponserede derfor strømmen til festivalen med GlobalEnergi – vores klimavenlige elprodukt. Herudover indgår der i øvrigt også energirådgivning i samarbejdsaftalen.

Investeringer
SEAS-NVE er igennem sine aktiviteter i regionen medvirkende til at opretholde gode regionale arbejdspladser. Virksomhedens investeringer påvirker det regionale arbejdsmarked positivt, særligt kabellægning og fibernet har stor betydning i denne sammenhæng. I 2010 investerede SEAS-NVE således 1,1 mia. DKK.
 

Læs mere om SEAS-NVE's sponsorater, og hvordan du kan søge om et sponsorat.

Læs mere om sponsorater

 
 

Download

Årsrapport 2010

Årsrapport 2010

Hvis du ønsker at læse den fulde, reviderede årsrapport 2010 for SEAS-NVE, kan du klikke her.



Download pdf (3.05MB)
Læs online
Resultater Årsrapport 2010

Resultater 2010

Hvis du ønsker at downloade en oversigt over SEAS-NVE-koncernens resultater i 2010, kan du klikke her.



Download pdf (1.45MB)