Regnskabspraksis
Generelt
Årsrapporten for SEAS-NVE a.m.b.a. er aflagt i overensstemmelse med den danske årsregnskabslovs bestemmelser for store virksomheder i regnskabsklasse C.
Årsrapporten for 2010 er aflagt i 1.000 DKK.
Den anvendte regnskabspraksis er uændret i forhold til 2009.
Generelt om indregning og måling
Regnskabet er udarbejdet med udgangspunkt i det historiske kostprisprincip.
Indtægter indregnes i resultatopgørelsen i takt med, at de indtjenes. Herudover indregnes værdireguleringer af finansielle aktiver og forpligtelser, der måles til dagsværdi eller amortiseret kostpris. Endvidere indregnes i resultatopgørelsen alle omkostninger, der er afholdt for at opnå årets indtjening, herunder afskrivninger, nedskrivninger og hensatte forpligtelser samt tilbageførsler som følge af ændrede regnskabsmæssige skøn af beløb, der tidligere har været indregnet i resultatopgørelsen.
Aktiver indregnes i balancen, når det er sandsynligt, at fremtidige økonomiske fordele vil tilflyde selskabet, og aktivets værdi kan måles pålideligt. Forpligtelser indregnes i balancen, når det er sandsynligt, at fremtidige økonomiske fordele vil fragå selskabet, og forpligtelsens værdi kan måles pålideligt. Ved første indregning måles aktiver og forpligtelser til kostpris. Efterfølgende måles aktiver og forpligtelser som beskrevet for hver enkelt regnskabspost nedenfor.
Visse finansielle aktiver og forpligtelser måles til amortiseret kostpris, hvorved der indregnes en konstant effektiv rente over løbetiden. Amortiseret kostpris opgøres som oprindelig kostpris med fradrag af afdrag og tillæg/fradrag af den akkumulerede afskrivning af forskellen mellem kostprisen og det nominelle beløb. Herved fordeles kurstab og -gevinster over løbetiden. Ved indregning og måling tages hensyn til forudsigelige tab og risici, der fremkommer, inden årsrapporten aflægges, og som be- eller afkræfter forhold, der eksisterer på balancedagen.
Som målevaluta benyttes danske kroner (DDK). Alle andre valutaer anses som fremmed valuta.
Koncernregnskabet
Koncernregnskabet omfatter modervirksomheden SEAS-NVE a.m.b.a. og de virksomheder, hvori koncernen direkte eller indirekte besidder mere end 50 pct. af stemmerettighederne. Koncernregnskabet omfatter således SEAS-NVE a.m.b.a. (modervirksomhed) og de tilknyttede virksomheder:
SEAS-NVE Holding A/S, SEAS-NVE Strømmen A/S, SEAS-NVE Net A/S, SEAS-NVE Transmission A/S, SEAS-NVE Service A/S, SEAS-NVE KV-Net A/S samt SEAS-NVE KV-Produktion A/S.
Virksomheder, hvori koncernen besidder mellem 20 og 50 pct. af stemmerettighederne og udøver betydelig, men ikke bestemmende indflydelse, betragtes som associerede virksomheder. Koncernregnskabet udarbejdes som et sammendrag af modervirksomhedens og de enkelte dattervirksomheders reviderede årsregnskaber, der alle er aflagt i overensstemmelse med SEAS-NVE-koncernens regnskabspraksis.
Ved konsolidering foretages eliminering af koncerninterne indtægter og omkostninger, aktiebesiddelser, interne mellemværender og udbytter samt realiserede og urealiserede fortjenester og tab ved transaktioner mellem de konsoliderede virksomheder.
Moderselskabets kapitalandele i de konsoliderede dattervirksomheder udlignes med moderselskabets andel af dattervirksomhedernes regnskabsmæssige indre værdi opgjort på det tidspunkt, hvor koncernforholdet blev etableret.
Minoritetsinteresser
Ved opgørelse af koncernegenkapital anføres den del af dattervirksomhedernes resultat og egenkapital, der kan henføres til minoritetsinteresser, som særskilte poster i resultatopgørelsen og balancen. Minoritetsinteresser indregnes på grundlag af omvurderingen af overtagne aktiver og forpligtelser til dagsværdi på tidspunktet for erhvervelse af dattervirksomheder.
Ved efterfølgende ændringer i minoritetsinteresser medtages den ændrede andel i resultatet fra tidspunktet for ændringen.
Omregning af fremmed valuta
Transaktioner i fremmed valuta omregnes ved første indregning til transaktionsdagens kurs. Valutakursdifferencer, der opstår mellem transaktionsdagens kurs og kursen på betalingstids-punktet, indregnes i resultatopgørelsen som en finansiel post. Tilgodehavender, gæld og mo-netære poster i fremmed valuta, som ikke er afregnet på balancedagen, omregnes til balancedagens valutakurs. Forskellen mellem balancedagens kurs og kursen på tidspunktet for tilgodehavendet eller gældens opståen indregnes i resultatopgørelsen som en finansiel post.
Afledte finansielle instrumenter
Afledte finansielle instrumenter indregnes første gang i balancen til kostpris og måles efterfølgende til dagsværdi. Positive og negative dagsværdier af afledte finansielle instrumenter indgår under henholdsvis tilgodehavender under aktiver og kortfristet gæld under forpligtelser.
Ændringer i dagsværdien af afledte finansielle instrumenter, der er klassificeret som og opfylder betingelserne for sikring af forventede fremtidige transaktioner vedrørende køb og salg, indregnes under tilgodehavender/kortfristet gæld eller på egenkapitalen under reserve for dagsværdi af sikringsinstrumenter.
Resulterer den forventede fremtidige transaktion i indregning af aktiver eller forpligtelser, overføres beløb, som er udskudt under egenkapitalen, fra egenkapitalen og indregnes i kostprisen for henholdsvis aktivet eller forpligtelsen. Beløb, som er udskudt under egenkapitalen, overføres til resultatopgørelsen i den periode, hvor det sikrede påvirker resultatopgørelsen. Gevinster og tab på terminskontrakter, der er sikringstransaktioner for køb af el, indregnes i resultatopgørelsen under køb af energi samtidig med, at de sikrede transaktioner gennemføres. Sikringskontrakter, som er indgået med henblik på dækning af køb af el i kommende regnskabsår, indregnes derimod alene i balancen til dagsværdi med en tilsvarende værdiregulering ført direkte på egenkapitalen.
Selskabsskat og udskudt skat
Moderselskabet SEAS-NVE a.m.b.a. er skattepligtigt i henhold til selskabsskatteloven § 1, stk. 1, nr. 6, hvilket bevirker, at selskabet kun er skattepligtigt af indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed med ikke-medlemmer.
Selskabet er ikke sambeskattet med de øvrige selskaber i koncernen.
SEAS-NVE Holding A/S er sambeskattet med datterselskaberne i SEAS-NVE-koncernen. Skatten for de enkelte selskaber er fuldt ud fordelt på basis af den forventede skattepligtige indkomst. De sambeskattede selskaber indgår i acontoskatteordningen.
Skat af årets resultat, som består af årets aktuelle skat, årets udskudte skat samt eventuelle reguleringer til tidligere år, indregnes i resultatopgørelsen med den del, der kan henføres til årets resultat, og direkte på egenkapitalen med den del, der kan henføres til posteringer direkte på egenkapitalen.
Skat af årets resultat er opgjort med udgangspunkt i årets resultat før skat, korrigeret for ikke-skattepligtige indtægter og omkostninger, samt eventuelle reguleringer til tidligere år.
Eventuel betalt acontoskat modregnes i skyldig skat ved årets udgang. Skyldig skat er opgjort som skat af årets forventede skattepligtige indkomst.
Udskudt skat er hensat med 25 pct. af alle midlertidige forskelle mellem regnskabsmæssige og skattemæssige værdier af aktiver og forpligtelser, idet de skattemæssige værdier opgøres med udgangspunkt i den planlagte anvendelse af henholdsvis det enkelte aktiv og forpligtelse.
Udskudte skatteaktiver, herunder skatteværdien af fremførselsberettigede skattemæssige underskud, indregnes i balancen med den værdi, hvortil aktivet forventes at kunne realiseres, enten ved reduktion af udskudte skatteforpligtelser eller som nettoskatteaktiver.
Udskudt skat måles på grundlag af de skatteregler og skattesatser, der med balancedagens lovgivning vil være gældende, når den udskudte skat forventes udløst som aktuel skat. Ændring i udskudt skat som følge af ændringer i skattesatser indregnes i resultatopgørelsen.
Leasing
Ydelser i forbindelse med operationel leasing indregnes i resultatopgørelsen over leasingperioden.
Segmentoplysninger
Der gives oplysninger på forretningssegmenter. Koncernens forretning består af tre segmenter: Energinet, Energihandel og 3 i én. Regnskabsoplysningerne om segmenter opgøres i overensstemmelse med koncernens regnskabspraksis og interne økonomistyring.
Anlægsaktiverne i segmenterne omfatter de anlægsaktiver, som anvendes direkte i det enkelte segments drift. Segmentoplysningerne omfatter gældsforpligtelser og andre hensatte forpligtelser, der er afledt af det enkelte segments drift, herunder leverandører af varer og tjenesteydelser samt anden gæld.
Resultatopgørelse
Nettoomsætning
Nettoomsætningen indregnes i resultatopgørelsen, såfremt levering og risikoovergang til køber har fundet sted inden årets udgang. Nettoomsætningen indregnes eksklusive moms, afgifter og med fradrag af rabatter i forbindelse med salget.
Igangværende arbejder for fremmed regning indregnes i takt med, at produktionen udføres, hvorved nettoomsætningen svarer til salgsværdien af årets udførte arbejder (produktionskriteriet).
Denne metode anvendes, når de samlede indtægter og omkostninger på entreprisekontrakten og færdiggørelsesgraden på balancedagen kan opgøres pålideligt, og det er sandsynligt, at de økonomiske fordele, herunder betalinger, vil tilgå selskabet.
Investeringsbidrag
Modtagne investeringsbidrag passiveres og indtægtsføres over en 40-års-periode, der svarer til den gennemsnitlige afskrivningsperiode for de løbende anlægsinvesteringer. Periodiseringen af modtagne investeringsbidrag er foretaget fra 1. januar 2000.
Andre driftsindtægter
Andre driftsindtægter omfatter indtægter af sekundær karakter i forhold til koncernens ho-vedaktivitet.
Køb af energi og hjælpematerialer
Køb af energi indeholder omkostninger til køb af el, der er anvendt for at opnå årets nettoomsætning. Resultatet af afledte finansielle instrumenter, der er anvendt til prissikring af periodens indkøb af el, er ligeledes indeholdt i regnskabsposten.
Omkostninger til hjælpematerialer indeholder det forbrug af hjælpematerialer, der er anvendt for at opnå årets nettoomsætning. Herunder indgår direkte og indirekte omkostninger til hjælpematerialer samt køb af varer og ydelser fra underleverandører.
Personaleomkostninger
Personaleomkostninger omfatter løn og gager samt sociale omkostninger, pensioner m.v. til ansatte.
Andre eksterne omkostninger
Andre eksterne omkostninger indeholder indirekte produktionsomkostninger og omkostninger til distribution, salg, reklame, administration, lokaler, tab på debitorer m.v. Under andre eksterne omkostninger indregnes tillige forsknings- og udviklingsomkostninger, der ikke opfylder kriterierne for aktivering.
Af- og nedskrivninger
Af- og nedskrivninger indeholder årets af- og nedskrivninger af materielle anlægsaktiver samt avance og tab ved løbende udskiftning af anlægsaktiver.
Resultat af kapitalandele i dattervirksomheder og associerede virksomheder
I resultatopgørelsen indregnes den forholdsmæssige andel af resultat for året under posterne ”Resultat af kapitalandele i dattervirksomheder” og ”Resultat af kapitalandele i associerede virksomheder”.
Finansielle poster
Finansielle indtægter og omkostninger indeholder renter, realiserede og urealiserede kursgevinster og -tab vedrørende værdipapirer, gæld og transaktioner i fremmed valuta, amortisering af finansielle aktiver og forpligtelser samt tillæg og godtgørelse under acontoskatteordningen.
Balance
Immaterielle anlægsaktiver
Goodwill afskrives lineært over den vurderede økonomiske brugstid, der er fastlagt på baggrund af ledelsens erfaringer inden for forretningsområdet. Afskrivningsperioden udgør 10 år.
Udviklingsprojekter omfatter gager, afskrivninger og andre omkostninger, der direkte og indirekte kan henføres til selskabets udviklingsaktiviteter.
Udviklingsprojekter, der er klart definerede og identificerbare, hvor den tekniske udnyttelses-grad, tilstrækkelige ressourcer og et potentielt fremtidigt marked eller udviklingsmulighed i virksomheden kan påvises, og hvor det er hensigten at fremstille, markedsføre eller anvende projektet, indregnes som immaterielle anlægsaktiver, såfremt der er tilstrækkelig sikkerhed for, at kapitalværdien af den fremtidige indtjening kan dække produktions-, salgs- og administrationsomkostninger samt selve udviklingsomkostningerne.
Udviklingsprojekter, der ikke opfylder kriterierne for indregning i balancen, indregnes som omkostninger i resultatopgørelsen i takt med, at omkostningerne afholdes.
Aktiverede udviklingsomkostninger måles til kostpris med fradrag af akkumulerede af- og nedskrivninger eller genindvindingsværdi, såfremt denne er lavere.
Aktiverede udviklingsomkostninger afskrives fra tidspunktet for færdiggørelsen lineært over den periode, hvori udviklingsarbejdet forventes at frembringe økonomiske fordele. Afskrivningsperioden udgør dog maksimalt 5 år.
It-systemer måles til kostprisen med fradrag af af- og nedskrivninger. Kostpris omfatter anskaffelsespris samt direkte og indirekte omkostninger afholdt i forbindelse med færdiggørelse af systemer, herunder honorarer til konsulenter og interne lønninger. It-systemer afskrives lineært over den forventede brugstid, dog maksimalt over 7 år.
Materielle anlægsaktiver
Materielle anlægsaktiver måles til kostpris med fradrag af akkumulerede af- og nedskrivninger. Kostpris omfatter anskaffelsesprisen samt omkostninger direkte tilknyttet anskaffelsen indtil det tidspunkt, hvor aktivet er klar til at blive taget i brug.
For egne fremstillede aktiver omfatter kostprisen direkte og indirekte omkostninger til lønforbrug, materialer, komponenter og underleverandører. Renteomkostninger på lån til finansiering af materielle anlægsaktiver med lang fremstillingsperiode indregnes i kostprisen. Øvrige renteomkostninger indregnes i resultatopgørelsen. Afskrivningsgrundlaget, der opgøres som kostpris reduceret med eventuel restværdi, fordeles lineært over aktivernes forventede brugstid, der udgør:
Grunde og bygninger 25-50 år
Tekniske bygninger 40 år
Transmissionsnet og distributionsnet 30-50 år
Transformerstationer 40-50 år
Andre tekniske anlæg end transmissionsnet, distributionsnet
og transformerstationer 10-20 år
Vindmølle 20 år
Edb-udstyr 3 år
Øvrigt driftsmateriel 5–10 år
Småanskaffelser under den skattemæssige straksafskrivningsgrænse indregnes løbende i resultatopgørelsen.
Fortjeneste eller tab ved afhændelse eller skrotning af et materielt anlægsaktiv opgøres som forskellen mellem salgspris (reduceret med nedtagelses-, salgs- og reetableringsomkostninger) og bogført værdi. Fortjeneste/tab medtages i resultatopgørelsen under ”Af- og nedskrivninger”.
Nedskrivning af anlægsaktiver
Den regnskabsmæssige værdi af immaterielle og materielle anlægsaktiver gennemgås årligt for at afgøre, om der er indikation af værdiforringelse ud over det, som udtrykkes ved afskrivning. Hvis dette er tilfældet, foretages der nedskrivning til aktivets lavere genindvindingsværdi. Genindvindingsværdien for aktivet opgøres som den højeste værdi af nettosalgsprisen og kapitalværdien. Er det ikke muligt at fastsætte en genindvindingsværdi for det enkelte aktiv, skal aktiverne vurderes samlet i den mindste gruppe af aktiver, hvor der ved en samlet vurdering kan fastsættes en pålidelig genindvindingsværdi.
Hovedkontorejendomme og andre aktiver, hvor det ikke er muligt at opgøre nogen kapitalværdi, da aktivet i sig selv ikke genererer fremtidige pengestrømme, vurderes for nedskrivningsbehov sammen med den gruppe af aktiver, hvortil de kan henføres.
Finansielle anlægsaktiver
Kapitalandele i dattervirksomheder og associerede virksomheder indregnes og måles efter den indre værdis metode, hvilket indebærer, at andelene måles i balancen til den forholdsmæssige andel af virksomhedens indre værdi.
I balancen indregnes under posten “Kapitalandele i dattervirksomheder” og ”Kapitalandele i associerede virksomheder” den forholdsmæssige ejerandel af virksomhedernes regnskabs-mæssige indre værdi opgjort med udgangspunkt i dagsværdien af de identificerbare nettoaktiver på anskaffelsestidspunktet med fradrag eller tillæg af urealiserede koncerninterne avancer eller tab og med tillæg af resterende værdi af positiv forskelsværdi (goodwill) og fradrag af en resterende negativ forskelsværdi (negativ goodwill).
Den samlede nettoopskrivning af kapitalandele i dattervirksomheder og associerede virksom-heder henlægges via overskudsdisponeringen til “Reserve for nettoopskrivning efter den indre værdis metode” under egenkapitalen.
Reserven reduceres med udbytteudlodninger til moderselskabet og reguleres med andre egenkapitalbevægelser i dattervirksomhederne og de associerede virksomheder.
Dattervirksomheder og associerede virksomheder med negativ regnskabsmæssig indre værdi indregnes til DKK 0. Har moderselskabet en retslig eller en faktisk forpligtelse til at dække virksomhedens underbalance, indregnes en hensat forpligtelse hertil. Ved køb af dattervirksomheder opgøres på anskaffelsestidspunktet forskellen mellem kostprisen og den regn-skabsmæssige indre værdi i den købte virksomhed, efter at de enkelte aktiver og forpligtelser er reguleret til dagsværdi (overtagelsesmetoden). Herunder fradrages eventuelle besluttede omstruktureringshensættelser vedrørende den overtagne virksomhed.
Resterende positive forskelsbeløb indregnes i balancen under immaterielle anlægsaktiver som goodwill, der afskrives lineært i resultatopgørelsen over forventet brugstid, dog højst over 20 år.
Resterende negative forskelsbeløb indregnes i balancen under periodeafgrænsningsposter som negativ goodwill. Beløb, der kan henføres til forventede tab eller omkostninger, indregnes som indtægt i resultatopgørelsen i takt med, at de forhold, der ligger til grund herfor, realiseres. Af negativ goodwill, der ikke relaterer sig til forventede tab eller omkostninger, indregnes et beløb svarende til dagsværdien af ikke-monetære aktiver i resultatopgørelsen over de ikke-monetære aktivers gennemsnitlige levetid.
Positive og negative forskelsbeløb fra erhvervede virksomheder kan, som følge af ændring i indregning og måling af nettoaktiver, reguleres indtil udgangen af det regnskabsår, der følger efter anskaffelsesåret. Disse reguleringer afspejler sig samtidig i værdien af goodwill eller negativ goodwill, herunder i allerede foretagne afskrivninger.
Fortjeneste eller tab ved afhændelse af dattervirksomheder opgøres som forskellen mellem salgsprisen og den regnskabsmæssige værdi af nettoaktiver på salgstidspunktet inklusive ikke afskrevet goodwill samt forventede omkostninger til salg eller afvikling.
Fortjeneste eller tab indregnes i resultatopgørelsen på det tidspunkt, hvor virksomhedens råderet over datterselskabet ophører.
I koncernregnskabet og moderselskabets regnskab optages en forholdsmæssig andel af resultat og egenkapital.
Andre kapitalandele
Andre kapitalandele indregnet under finansielle anlægsaktiver omfatter aktiver, der måles til dagsværdi på balancedagen. Alle børsnoterede værdipapirer måles til salgsværdi baseret på beregnet kapitalværdi. I det omfang kapitalandele i andre virksomheder ikke handles på et velfungerende og effektivt marked, er dagsværdien af kapitalandelene målt på grundlag af den forholdsmæssige andel af virksomhedernes regnskabsmæssige indre værdi, opgjort efter selskabernes generalforsamlingsgodkendte årsrapport i det omfang, disse foreligger. Andre tilgodehavender under finansielle anlægsaktiver indregnes til amortiseret kostpris.
Varebeholdninger
Varebeholdninger måles til kostpris, opgjort efter vejede gennemsnitspriser eller nettorealisationsværdi, hvor denne er lavere. Nettorealisationsværdien opgøres som forventet salgspris med fradrag af færdiggørelsesomkostninger og omkostninger, der skal afholdes for at effektuere salget.
Tilgodehavender
Tilgodehavender indregnes i balancen til amortiseret kostpris eller en lavere nettorealisationsværdi, hvilket her svarer til pålydende værdi med fradrag af nedskrivning til imødegåelse af tab.
Igangværende arbejder for fremmed regning
Igangværende arbejder for fremmed regning måles til salgsværdien af det udførte arbejde opgjort på grundlag af færdiggørelsesgraden.
Færdiggørelsesgraden opgøres som andelen af de afholdte kontraktomkostninger i forhold til kontraktens forventede samlede omkostninger. Når det er sandsynligt, at de samlede kon-traktomkostninger vil overstige de samlede indtægter på en kontrakt, indregnes det forventede tab i resultatopgørelsen. Forudbetalinger og modtagne acontobetalinger fragår i salgsværdien. De enkelte kontrakter klassificeres som tilgodehavender, når nettoværdien er positiv, og som forpligtelser, når nettoværdien er negativ.
Omkostninger i forbindelse med salgsarbejde og opnåelse af kontrakter indregnes i resultat-opgørelsen i takt med, at de afholdes.
Periodeafgrænsningsposter (aktiver)
Periodeafgrænsningsposter indregnet under aktiver omfatter afholdte omkostninger, der ved-rører efterfølgende regnskabsår. Periodeafgrænsningsposter måles til amortiseret kostpris, der sædvanligvis svarer til nominel værdi.
Egenkapital
Reserve for dagsværdi af sikringsinstrumenter består af dagsværdien af afledte finansielle instrumenter, der er klassificeret som og opfylder betingelserne for sikring af forventede fremtidige transaktioner vedrørende køb.
En eventuel skatteeffekt heraf indregnes ligeledes i regnskabsposten.
Andre hensatte forpligtelser
Andre hensatte forpligtelser omfatter forventede omkostninger, der er uvisse med hensyn til størrelse eller tidspunkt for afvikling. Andre hensatte forpligtelser indregnes og måles baseret på det bedste skøn over de udgifter, der er nødvendige for på balancedagen at afvikle forplig-telserne. Hensatte forpligtelser med forventet forfaldstid ud over et år fra balancedagen tilbagediskonteres ved anvendelse af den gennemsnitlige obligationsrente.
Finansielle gældsforpligtelser
Gældsforpligtelser indregnes til amortiseret kostpris, der sædvanligvis svarer til nominel værdi.
Periodeafgrænsningsposter (passiver)
Periodeafgrænsningsposter indregnet under passiver omfatter modtagne indtægter til indtægtsføring i efterfølgende regnskabsår. Posten består blandt andet af modtagne investe-ringsbidrag, der passiveres og indtægtsføres over en 40-års-periode, der svarer til den gen-nemsnitlige afskrivningsperiode for de løbende anlægsinvesteringer.
Rentebærende gæld
Rentebærende gæld måles på tidspunktet for lånoptagelsen til kostpris, svarende til det modtagne provenu efter fradrag af afholdte transaktionsomkostninger.
Efterfølgende måles rentebærende gæld til amortiseret kostpris, svarende til den kapitaliserede værdi ved anvendelse af den effektive rentes metode.
Anlægstilskud
Modtagne anlægstilskud måles til kostpris og indtægtsføres efterfølgende under andre driftsindtægter i takt med, at anlægsaktiverne afskrives.
Pengestrømsopgørelse
Pengestrømsopgørelsen viser koncernens pengestrømme for året opdelt på drifts-, investerings- og finansieringsaktivitet, årets forskydning i likvider samt koncernens likvider ved årets begyndelse og slutning.
Pengestrømme fra driftsaktiviteten opstilles efter den indirekte metode med udgangspunkt i koncernens resultat før afskrivninger reguleret for ikke-kontante driftsposter som af- og nedskrivninger, hensættelser samt ændring i driftskapitalen, renteindbetalinger og -udbetalinger og betalt selskabsskat.
Pengestrømme fra investeringsaktiviteten omfatter pengestrømme fra køb og salg af materielle og finansielle anlægsaktiver samt køb og salg af virksomheder.
Pengestrømme fra finansieringsaktiviteten omfatter pengestrømme fra optagelse og tilbage-betaling af langfristet gæld samt eventuelle udbyttebetalinger. Likvider omfatter likvide be-holdninger samt træk på kreditfaciliteter.
Pengestrømsopgørelsen kan ikke udledes alene af det offentliggjorte regnskabsmateriale.